• Dansk
  • English

BFI-listerne

OBS: BFI-listerne opdateres ikke længere

BFI er en forkortelse for ’Den bibliometriske forskningsindikator’, og det har været brugt som en metode til at beregne de danske universiteter forskningsproduktion. Universiteterne har bl.a. fået tildelt midler efter, hvor megen forskning de som institution publicerede via anerkendte forskningskanaler. Indenfor forskellige fagområder har der været udvalgt fagligt anerkendte tidsskrifter og forlag, og det var i disse, at forskere på universiteterne skulle publicere, for at det udløste point og dermed midler. 

67 faggrupper, som tilsammen dækkede de forskellige videnskabelige fagområder i Danmark havde ansvaret for at foretage en faglig vurdering af, hvilke tidsskrifter og forlag, der for hvert område skulle være på BFI-listerne. Serier og forlag var inddelt i niveauer for at skabe incitament for forskerne til at publicere i de mest prestigefyldte tidsskrifter inden for deres fagområde. Hvert publikationssted på listen blev tildelt point på enten det normale niveau 1, det høje niveau 2 eller det excellente niveau 3.

Danske professionshøjskoler opgør dog stadig antallet af artikler, bøger og bidrag til bøger, der er udgivet i tidsskrifter eller på forlag på BFI-listerne. Derudover opgøres også antallet af artikler, bøger og bidrag til bøger, der er publiceret på ’Fagligt Anerkendte Forlag’ og i ’Fagligt anerkendte tidsskrifter’. De to lister indeholder tidsskrifter og forlag, der ikke optræder på BFI-listerne, ofte fordi de ikke arbejder på grundlag af fagfællebedømmelse. Formålet med ’Fagligt Anerkendte Forlag’ og ’Fagligt anerkendte tidsskrifter’ er at give et fyldestgørende billede af omfanget af Professionshøjskolernes forsknings- og udviklingsproduktion samt medarbejderkompetencer.

UC Viden Sekretariatet er ansvarlige for at validere tidsskrifter og forlag i henhold til følgende regler:

  • Udgivelsen har et ISSN-nummer (serier) eller et ISBN-nummer (enkeltstående værker)
  • Oplyninger om tidsskrifts- eller forlagsredaktionens sammensætning og redaktionelle linke skal være offentlig tilgængelig på en hjemmeside på dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk
  • Tidsskrifter udgiver artikler af og for fagfæller (professionsudøvere, professionsuddannere eller forskere ved forskningsinstitutioner)
  • Tidsskrifter udgiver faglige eller videnskabelige artikler med et for professionshøjskolernes relevant indhold baseret på forfatternes egen forskning eller udviklingsarbejde
  • Open Access tidsskrifter sammenholdes med DOAJ (Directory of Open Access Journals) og Predatory Reports fra Cabells.